Teknik Sashiko er bare velegnet til denne beskrivelse! Det er baseret på en "TRIFLE" - søm "fremadrettede nåle", den nemmeste af alle mulige manuelle sømme. Ja, Sashiko blev brugt det, forresten, oversat som en "lille punktering", for ganske praktiske formål, der ikke er relateret til kunst - det er sømmen "fremadnål" forhastet tøj til isolering eller minimal dekorativ effekt. Dette fremgår af den allerførste prøve af Sashiko - en buddhistisk silke mantel, dateret af det 8. århundrede e.Kr.
I det 17. århundrede blev Sasha gradvist dannet sig gradvist i en separat broderi type, hvilket spredte sig blandt de fattige segmenter af befolkningen. Det er nemt at bemærke, at det gældende flertal af arbejdet er lavet med hvide tråde på mørkeblå væv, og denne tradition er en forklaring - i EDO (17-19 århundrede) havde bønderne ikke ret til at bære lyse farverige tøj, Men det fik lov til at bruge farvestoffer fra Indigo, hvilket betyder, at der i hvert hus helt sikkert var mættede blå stoffer. Og da tøj fra husholdningsmaterialer ikke varierede i en holdbarhed eller speciel varme, og derudover kom hurtigt ind i forfald, begyndte folk at flytte flere lag af stof sammen.
Denne praktiske forklaring har en mere lyrisk side - påstået blåt stof ligner aftenhimlen, og hvide sting ligner snefnugene, der flyver fra himlen. Måske er det derfor, at Sashiko fik et sådant spredning i det nordlige Japan, hvor i vinterens tunge snefald virkelig kun forlader klasserne, som broderiet ved ilden.
Senere, da forbuddet mod at transportere lyse mønstrede væv blev aflyst, og farverig japansk bomuld blev tilgængelig for alle, og alle, vendte japanske nålvæv endelig sasisikoen fra behovet for udsøgt kunst.
For en så lang historie om eksistens købte Sashiko sin egen "mytologi" af mønstre, som de enkle mennesker fulgte med ikke mindre tro end tro på traditionelle guddomme. For eksempel vil et populært mønster i form af fiskeskalaer - "UROKO" - helt sikkert bringe held og lykke til fiskeren, og billedet af kranen eller skildpadden giver lang levetid.